Vi slæber sten
til mennesketomme byer
lægger skinner til tog
der aldrig triller ind
over os er kuplen
den som alle ser
et stykke over jorden
svæver vi
i vægtløs rigdom
Noter
Vi taler med glemte tunger
bølgende på hærdede tæsk
forvitrede gaders horeunger
hvis ekko stryger forbi
Det stærkeste brøl mod vinden
er som hvisken bag en lukket dør
en mund så tæt på kinden
Lyst går hud forbi
Vi spirer grønt i nakkens hår
der sitrer over evne
i løbske tankers toldfri vår
før sukket er forbi
Overflod
I dine underjordiske gange
emmer det endnu
her visner intet ud og dør
ved strålers skarpe blad
Der er endnu så stedsegrønt
så blødt at falde hårdt
i dybet går vi aldrig ud
og ingen skilles ad
Et sted derover findes vi
i krøllet græs med knækket brod
en knyttet næves lånte stål
i livets fyldte fad
Krøllede blade
Som jeg forlader byen
passerer jeg sølvgrå mænd
De har vandret på fortovene
siden de var mine venners fædre
Jeg ser dem for første gang rigtigt nu
hvor jeg ikke længere kan kalde dem det
I kendte holdninger, foroverbøjede, fejende
de gør arbejdet men intet væsen af sig
Grove hænder og nedsunkne ansigtstræk
blikket fikseret hvor resten er på vej hen
De skubber støv og krøllede blade foran sig
slæber haler af det samme, der vokser som de går
Jeg selv har indhentet deres svundne tid
blevet nogens forælder ingen rigtigt ser
Placeret i barndommens stilleben
blandt de vandrende mod næste træk
Som jeg forlader byen med min fremtids erindring
er evigheden blevet kortere og liv visket væk
Forår
For tiden og måske for altid
vil jeg undres
Over den kærlighed jeg aldrig forstod
Jeg længes
ud i luften
lægger tanker til tørre
på stablet ingenting
Alligevel dufter det helt rigtigt
når min naivitet fordamper under din sol
Jeg høster hærdede frø, som ligger tilbage
Ét for ét samler jeg dem op
og venter på det evige forår
Europa
De drømmer
om at finde et hav deroppe
Jeg kan undres
at de ikke ved
Det flyder der
under isen
Trukket ud af mine øjne
som altid ser op
Indkapslet og beskyttet
fra at tørre ud
som jeg står hernede
og kæmper mod det
Jeg slipper liv afsted
som aldrig bliver fundet
af nogen der ved
at jeg var til
Den levendes ret
Du tog plads ved min røde sø
hvor solens løfter sank i
Hver dag bar en ny rødme med sig
en dybere nuance af visdom
For dette er den levendes ret
at kende sit land
Jeg har spejdet ofte
over spejlets urolige glød
Hver dag med en ny beundrers mod
til at lade sig fortrylle
For dette er den levendes ret
at kende sin lyst
Jeg så dig tilfældigt første gang
i et flydende øjeblik
Hver dag siden har jeg søgt langs det sted
hvor drømmenes overgang sker
For dette er den levendes last
altid at ønske sig mere
Delta
Imens dagen krænger struber
et stigende crescendo
stilner ligegyldigheders larm
falder til bunds under et større
Jeg flyder her på blandede vande
fanger himmelrum i blinkende spejl
mellem skaldede kæmpers frosne isser
lader jeg villigt forestillinger køre
På min tunge ligger bær
fra en skov der ikke findes
tyndhudet under min skal
så tæt på tænder uden at røre
I hulrummet og tidens lånte boble
smelter en verden og fødes en ny
Indtil dagens stemmer de når mit land
og byder mig at vågne, hvor jeg hører
Imens jeg rejser med blandet blod
videre mod mit selv
er der ting, jeg aldrig føjer mig
og andre jeg må gøre
Jeg vender mig og stirrer ud
med skoven indeni
og himlen låner et lilla skær
af ånden jeg lod føre
Dæmning
Dine timer dæmrer
langs grenes skudte knop
ser sit komme
i erfaringens vise krop
Udenfor i jorden
sættes fra med hastig fod
derinde ved roden
forstyrres roligt blod
Løb langs skud der smælder
for at synge liv i blind
der intet så for siden
at længes helt derind
Dine timer dæmrer
de skudte knoppers sagn
der hvisker krop at vågne
at finde jegets favn