For tiden og måske for altid
vil jeg undres
Over den kærlighed jeg aldrig forstod
Jeg længes
ud i luften
lægger tanker til tørre
på stablet ingenting
Alligevel dufter det helt rigtigt
når min naivitet fordamper under din sol
Jeg høster hærdede frø, som ligger tilbage
Ét for ét samler jeg dem op
og venter på det evige forår

De drømmer
om at finde et hav deroppe
Jeg kan undres
at de ikke ved
Det flyder der
under isen
Trukket ud af mine øjne
som altid ser op
Indkapslet og beskyttet
fra at tørre ud
som jeg står hernede
og kæmper mod det
Jeg slipper liv afsted
som aldrig bliver fundet
af nogen der ved
at jeg var til

Du tog plads ved min røde sø
hvor solens løfter sank i
Hver dag bar en ny rødme med sig
en dybere nuance af visdom
For dette er den levendes ret
at kende sit land

Jeg har spejdet ofte
over spejlets urolige glød
Hver dag med en ny beundrers mod
til at lade sig fortrylle
For dette er den levendes ret
at kende sin lyst

Jeg så dig tilfældigt første gang
i et flydende øjeblik
Hver dag siden har jeg søgt langs det sted
hvor drømmenes overgang sker
For dette er den levendes last
altid at ønske sig mere

Imens dagen krænger struber
et stigende crescendo
stilner ligegyldigheders larm
falder til bunds under et større

Jeg flyder her på blandede vande
fanger himmelrum i blinkende spejl
mellem skaldede kæmpers frosne isser
lader jeg villigt forestillinger køre

På min tunge ligger bær
fra en skov der ikke findes
tyndhudet under min skal
så tæt på tænder uden at røre

I hulrummet og tidens lånte boble
smelter en verden og fødes en ny
Indtil dagens stemmer de når mit land
og byder mig at vågne, hvor jeg hører

Imens jeg rejser med blandet blod
videre mod mit selv
er der ting, jeg aldrig føjer mig
og andre jeg må gøre

Jeg vender mig og stirrer ud
med skoven indeni
og himlen låner et lilla skær
af ånden jeg lod føre

Dine timer dæmrer
langs grenes skudte knop
ser sit komme
i erfaringens vise krop

Udenfor i jorden
sættes fra med hastig fod
derinde ved roden
forstyrres roligt blod

Løb langs skud der smælder
for at synge liv i blind
der intet så for siden
at længes helt derind

Dine timer dæmrer
de skudte knoppers sagn
der hvisker krop at vågne
at finde jegets favn