Sommernovelle – lyt med her

Heidi Leonhard

Tidsrammer & lommer – det er omdrejningspunktet for det, der optager mig lige nu, både som forfatter og billedkunstner. Og nu, hvor en temmelig lunefuld sommer er over os, er jeg kravlet ned i en tidslomme fra 2015, hvor min mand og jeg befandt os under væsentligt varmere himmelstrøg. Vi besøgte Kreta og glædede os til også at se nærmere på denne græske ø og de stejle landskaber. Vi har kørt og vandret meget rundt på vores ferier generelt, og det skulle vi selvfølgelig også denne gang, startende med en tur ud i yderområderne på fire hjul. Så vi lejede en bil i tre dage, men vi endte med at aflevere den igen allerede efter dag 1. Hvis du gerne vil finde ud af, hvad det handlede om, så lyt med herunder til sommerens novelle – Bjergbestiger – som er spundet over den oplevelse. Rigtig god sommer og god fornøjelse:)

Ps. Jeg kan også indtale din bog – det kan du læse mere om her.

Bjergbestiger – Sommernovelle 2022 – af Heidi Leonhard

Forårsnovelle – lyt med her

Det er blevet forår (endelig) ovenpå en alt for lang vinter. Sådan føles det i hvert fald, selvom vinteren nok ikke har været længere, end den plejer. I haven her på matriklen, står der fire træer. Et kæmpe Kirsebærtræ, et næsten ligeså stort Valnøddetræ, et ret stort Hjertetræ og så et bette Æbletræ, som kun har været en del af haven i et par år. Og det er når frugttræerne blomstrer, at det for alvor bliver forår i mig. Især det store Kirsebærtræ har været skyld i mange digte og historier fra min hånd. 

Det er fuldstændig magisk, når et 16-18 meter højt træ pludselig trækker i sit blomsterkostume, nærmest fra den ene dag til den anden, og hiver voldsomt i blikket på enhver, der går forbi udenfor eller har udsyn til det fra sit vindue, imens det står på. Og man skal skynde sig at nyde det, for det kan slutte ligeså brat, som det begyndte. Nogle gange er det som sne i det tidlige juni, hvis det lige blæser op på det rigtige tidspunkt, når blomstringen er ved at aftage, og bladene har let ved at slippe. Kan du se det for dig? Det er så smukt og i den grad værd at vente 50 uger på hvert år at få lov at opleve igen. Eller også er det bare mig, der har noget med det træ og naturen i det hele taget! En og anden har flere gange bemærket, at jeg da snart må blive træt af at tage billeder af de samme sommerfugle, hullede blade på våd asfalt, valnødder i græs eller sollysets smukke mønstre på terrassefliserne, når det filtreres gennem de store træers krone ved aftentid. Men der tager de fejl (synes jeg), for netop dette øjeblik kommer aldrig igen og hver årstid er unik, ikke bare i forhold til de andre, men også i forhold til tidligere udgaver af sig selv, selvom det kan ligne, at vi har set og oplevet det hele så ofte før. Og det er måske også det, der er temaet for forårets sæson-novelle, som nu ligger klar til at springe ud i dine ører herunder, når du trykker på play. 

Forårets novelle tager os med ud i en park under et af disse kæmpestore træer, hvor det er let at hensynke i egne tanker og følge med trådene tilbage i sit eget liv, imens man sidder og betragter andres udefra på sikker afstand. I hvert fald er det sådan, Pinseweekenden starter for Alma, men så får hun alligevel ikke lov at blive på hængende på indersiden med fokus primært rettet mod sine egne små, og temmelig ømme, tæer. 

God fornøjelse:)

Ps. Jeg kan også indtale din bog – det kan du læse mere om her

Vinternovelle – lyt med her

Forleden, da stormen Malik rasede henover landet, sad jeg indenfor og fulgte nervøst med i carportens kamp for at forblive oprejst i vinden. Det var sikkert ikke så svært, som jeg hurtigt kunne bilde mig ind, hvergang træværk og stolper knagende tog imod alle de tæsk, som kom forbi. Den står der endnu, og det er vi (og vores biler ikke mindst) glade for.

Oplevelsen fik mig til at tænke tilbage på de mange forskellige storme af både ydre og indre karakter, som har præget mit liv, og det kom der en lille novelle ud af, som også bliver startskuddet på en ny trend, som jeg håber, du vil tage godt imod. Jeg har nemlig sat mig for at skrive og indtale en ny sæsonnovelle hvert kvartal, som du kan finde og lytte til ganske gratis her på siden.

Denne første, vinterens sæsonnovelle, tager os med på landet, hvor enkemanden Viggo går rundt i sin egen daglige trummerum uden helt at vide, hvor han er på vej hen i mere end en forstand. Men så krydser han bane med en, der får ham til at stoppe op og overveje sine næste skridt nærmere.

God fornøjelse:)

Ps. Jeg indtaler også lydbøger for andre, det kan du læse mere om her

Mangler du en unik gave til en særlig lejlighed?

I år kommer februar ganske sikkert til at stå lidt ekstra i kærlighedens tegn for rigtig mange. For udover Valentines day, går vi også en palindrom dato i møde, nemlig 2202-2022, og sådanne datoer plejer at betyde ekstra mange bryllupper (noget de seneste uges nyheder også bekræfter).

Måske er du selv en af dem, der kan glæde sig til at sige JA til din udkårne den dag?

Eller du er måske inviteret med som gæst til bryllupsfesten?

Uanset hvad kalder særlige lejligheder på unikke gaver, og lige nu kan du få fingrene i mit bud på en sådan, til en ligeså unik pris!

Jeg sælger nemlig 4 af mine ramme-digte til kun 449,-/stk!!

Digtene er håndskrevne og dekorerede med akvarel på håndlavet papir og måler (inkl. ramme) 23 x 32,5 cm.

Men skynd dig, der findes nemlig kun de 4 eksemplarer til prisen, og de bliver ikke reproduceret! Du kan nærstudere de enkelte digte her.

Skulle du være på jagt efter noget endnu mere unikt, så tilbyder jeg også at forfatte og indramme et helt personligt digt tilpasset lige netop din særlige lejlighed og modtager. Du kan læse mere om produkter & priser her.

Glædelig februar i de bankende hjerter & kærlighedens tegn:)

Fantasi

Vi slæber sten
til mennesketomme byer
lægger skinner til tog
der aldrig triller ind
over os er kuplen
den som alle ser
et stykke over jorden
svæver vi
i vægtløs rigdom

Noter

Vi taler med glemte tunger
bølgende på hærdede tæsk
forvitrede gaders horeunger
hvis ekko stryger forbi

Det stærkeste brøl mod vinden
er som hvisken bag en lukket dør
en mund så tæt på kinden
Lyst går hud forbi

Vi spirer grønt i nakkens hår
der sitrer over evne
i løbske tankers toldfri vår
før sukket er forbi

Overflod

I dine underjordiske gange
emmer det endnu
her visner intet ud og dør
ved strålers skarpe blad

Der er endnu så stedsegrønt
så blødt at falde hårdt
i dybet går vi aldrig ud
og ingen skilles ad

Et sted derover findes vi
i krøllet græs med knækket brod
en knyttet næves lånte stål
i livets fyldte fad

Krøllede blade

Som jeg forlader byen
passerer jeg sølvgrå mænd
De har vandret på fortovene
siden de var mine venners fædre
Jeg ser dem for første gang rigtigt nu
hvor jeg ikke længere kan kalde dem det

I kendte holdninger, foroverbøjede, fejende
de gør arbejdet men intet væsen af sig
Grove hænder og nedsunkne ansigtstræk
blikket fikseret hvor resten er på vej hen
De skubber støv og krøllede blade foran sig
slæber haler af det samme, der vokser som de går

Jeg selv har indhentet deres svundne tid
blevet nogens forælder ingen rigtigt ser
Placeret i barndommens stilleben
blandt de vandrende mod næste træk
Som jeg forlader byen med min fremtids erindring
er evigheden blevet kortere og liv visket væk

Forår

For tiden og måske for altid
vil jeg undres
Over den kærlighed jeg aldrig forstod
Jeg længes
ud i luften
lægger tanker til tørre
på stablet ingenting
Alligevel dufter det helt rigtigt
når min naivitet fordamper under din sol
Jeg høster hærdede frø, som ligger tilbage
Ét for ét samler jeg dem op
og venter på det evige forår

Europa

De drømmer
om at finde et hav deroppe
Jeg kan undres
at de ikke ved
Det flyder der
under isen
Trukket ud af mine øjne
som altid ser op
Indkapslet og beskyttet
fra at tørre ud
som jeg står hernede
og kæmper mod det
Jeg slipper liv afsted
som aldrig bliver fundet
af nogen der ved
at jeg var til