Titler “Deja-død” og “Dagens død”
Forfatter Kathy Reichs
Indgår i serien om Temperance Brennan
Lyt til bøgerne her
Jeg er født i 1970’erne hvilket betyder, at jeg (ligesom formentlig mange andre fra samme årti) havde helt styr på, hvornår næste afsnit af District Hill Street, Law & Order eller Miami Vice løb over skærmen i min ungdom. Jeg sad med garanti klar i mine forældres stikkende, brune sofa (med orange striber!!) i god tid, for jeg skulle jo nødigt misse en eneste detalje i ugens episode (eller især et nærbillede af Don Johnson).
Senere indtog “Bones” og “Dexter” førerpositioner på min rangliste over serier, der var værd at følge. Og apropos er førstnævnte faktisk baseret på netop Kathy Reichs bøger om Temperance Brennan.
Denne bogserie tæller mere end 20 bøger, og jeg har indtil videre haft fornøjelsen af at (ind)læse to af de første i serien: Deja-død (1997) & Dagens død (1999). Så vidt vides er det kun et fåtal af den lange række, der endnu er oversat til og udgivet på dansk, men jeg krydser fingre for, at det ændrer sig over tid. Hvis du også går rundt og krydser fingre sammen med mig derude et sted, kan du for eksempel her få det fulde overblik over samtlige originaltitler i serien, så du ved, hvad du kan glæde dig til, hvis vi er heldige.
Og så dykker jeg ellers ned i mit indledende bekendtskab med Kathy Reichs forfatterskab!
Jeg har valgt i denne anmeldelse at fokusere mest på at give et indtryk af det miljø og den karakter, vi generelt træder ind i og følger gennem serien fremfor de individuelle bøgers plot og handling. Hvis du gerne vil læse mere om hver enkelt bogs handling, kan du følge links ovenfor.
I serien følger vi en retsmediciner og antropolog (Temperance Brennan) ind i de mørkeste afkroge af verden og de mennesker, der bebor den.
Kathy Reichs skriver med stor detaljerigdom, der vidner om hendes egen reelle indsigt og erfaring på det område, der optager bogens hovedperson. Det giver bøgerne et ganske særligt og realistisk skær, så man næsten kan få fornemmelsen af, at det hun skriver om virkelig er oplevet, og at vi stod side om side med hende, da det udfoldede sig.
Hovedperson Temperance Brennans mål er altid først og fremmest at sikre sig tilstrækkelig knogle til at bekræfte afdødes identitet! Men hun nøjes sjældent med at holde sig til sit eget metier og blander sig ofte mere i politiets videre efterforskning, end de anser for passende (og hvad klogt er!!) Hendes passion for at forstå præcist hvad der er skyld i de slukkede liv, der ender på hendes kolde stålbord, bringer hende ustandseligt ud i farlige situationer.
Temperance er drevet af en stærk retfærdighedssans og kæmper gerne (og ihærdigt) for at komme helt ind til benet (bogstaveligt talt) på dødsårsager og sammenhænge i de sager, hun involveres i. Og så er hun både utålmodig og handlekraftig, og hun finder sig ikke sådan lige i at blive henvist til at være den stillesiddende flue på væggen, der kun summer når “de herrer” overordnede og andre fagfæller tillader det. Hun kæmper indædt for at vinde gehør for sine teorier om, hvordan ofrene kan være kommet af dage, og de forbindelser, der kan være til tidligere sager. Og at pakke sig og give op, bare fordi man møder lidt modstand, er ikke lige Tempe’s stil.
De første historier udspiller sig i 1990’erne, hvor det at være kvinde i et felt som Tempe’s kunne være lidt af en udholdenhedshedsprøve i sig selv! Udover ofte at skulle kæmpe for at blive respekteret for sin faglighed på lige fod med sine mandlige kolleger (såvel internt som ude i felten), må hun dagligt lægge øre til og affinde sig med en til tider ret upassende arbejdsplads-jargon. Noget de fleste (kan man håbe) heldigvis er forskånet for at skulle navigere i her 30 år senere. Dialogerne i bøgerne understreger vældig præcist min egen erindring om, hvordan det kunne udspille sig mellem kønnene på en arbejdsplads på den tid, så på den måde er bøgerne også meget tro mod virkeligheden.
Derudover bidrager de skarpe dialoger (både de indre og ydre) i høj grad til at man kommer til at føle at man kender hovedpersonerne ret godt efterhånden som universet folder sig ud. Og følgelig føler man også desto stærkere med dem i med- og modgang. Dette er et kæmpe plus ved denne serie, at karakterne bliver malet så grundigt frem. Mange krimier jeg har læst er alt for fokuseret på handlingen alene, og man sidder lidt tilbage med en tom følelse af at have fulgt en skygge i mål, uden at vide, hvem der kastede den.
At Tempe er arbejdsnarkoman, kan der ikke herske tvivl om, heller ikke at det først og fremmest skyldes, at hun virkelig brænder for det, hun arbejder med!! Men en del af hendes tankers konstante kredsen om de aktuelle sager kan i høj grad også tilskrives, at hun ikke har så meget andet at gå op i privat (ikke her ved seriens start i hvert fald). Hun er fraskilt, datteren er praktisk talt fløjet fra reden og fritid er på mange måder hendes værste fjende. Det er her tanker om fortiden og ikke mindst hendes forliste ægteskab får overtaget, hvis hun ikke effektivt søger en flugtvej via det eneste drug, hun ved vil virke: Arbejde.
En sidste detalje, som er værd at nævne, før du kaster dig ud i serien er, at der ikke bliver sparet på de makabre detaljer. Vi har her at gøre med en forfatter, som ikke er bleg for at tegne en virkelig grum verden op, hvor det er de allermest uskyldige, der kommer allerværst herfra. Så er du advaret!
God fornøjelse – og tak fordi du læste med her:)
