Det er blevet forår (endelig) ovenpå en alt for lang vinter. Sådan føles det i hvert fald, selvom vinteren nok ikke har været længere, end den plejer. I haven her på matriklen, står der fire træer. Et kæmpe Kirsebærtræ, et næsten ligeså stort Valnøddetræ, et ret stort Hjertetræ og så et bette Æbletræ, som kun har været en del af haven i et par år. Og det er når frugttræerne blomstrer, at det for alvor bliver forår i mig. Især det store Kirsebærtræ har været skyld i mange digte og historier fra min hånd. 

Det er fuldstændig magisk, når et 16-18 meter højt træ pludselig trækker i sit blomsterkostume, nærmest fra den ene dag til den anden, og hiver voldsomt i blikket på enhver, der går forbi udenfor eller har udsyn til det fra sit vindue, imens det står på. Og man skal skynde sig at nyde det, for det kan slutte ligeså brat, som det begyndte. Nogle gange er det som sne i det tidlige juni, hvis det lige blæser op på det rigtige tidspunkt, når blomstringen er ved at aftage, og bladene har let ved at slippe. Kan du se det for dig? Det er så smukt og i den grad værd at vente 50 uger på hvert år at få lov at opleve igen. Eller også er det bare mig, der har noget med det træ og naturen i det hele taget! En og anden har flere gange bemærket, at jeg da snart må blive træt af at tage billeder af de samme sommerfugle, hullede blade på våd asfalt, valnødder i græs eller sollysets smukke mønstre på terrassefliserne, når det filtreres gennem de store træers krone ved aftentid. Men der tager de fejl (synes jeg), for netop dette øjeblik kommer aldrig igen og hver årstid er unik, ikke bare i forhold til de andre, men også i forhold til tidligere udgaver af sig selv, selvom det kan ligne, at vi har set og oplevet det hele så ofte før. Og det er måske også det, der er temaet for forårets sæson-novelle, som nu ligger klar til at springe ud i dine ører herunder, når du trykker på play. 

Forårets novelle tager os med ud i en park under et af disse kæmpestore træer, hvor det er let at hensynke i egne tanker og følge med trådene tilbage i sit eget liv, imens man sidder og betragter andres udefra på sikker afstand. I hvert fald er det sådan, Pinseweekenden starter for Alma, men så får hun alligevel ikke lov at blive på hængende på indersiden med fokus primært rettet mod sine egne små, og temmelig ømme, tæer. 

God fornøjelse:)

Ps. Jeg kan også indtale din bog – det kan du læse mere om her.