Vi taler med glemte tunger
bølgende på hærdede tæsk
forvitrede gaders horeunger
hvis ekko stryger forbi

Det stærkeste brøl mod vinden
er som hvisken bag en lukket dør
en mund så tæt på kinden
Lyst går hud forbi

Vi spirer grønt i nakkens hår
der sitrer over evne
i løbske tankers toldfri vår
før sukket er forbi