Som jeg forlader byen
passerer jeg sølvgrå mænd
De har vandret på fortovene
siden de var mine venners fædre
Jeg ser dem for første gang rigtigt nu
hvor jeg ikke længere kan kalde dem det

I kendte holdninger, foroverbøjede, fejende
de gør arbejdet men intet væsen af sig
Grove hænder og nedsunkne ansigtstræk
blikket fikseret hvor resten er på vej hen
De skubber støv og krøllede blade foran sig
slæber haler af det samme, der vokser som de går

Jeg selv har indhentet deres svundne tid
blevet nogens forælder ingen rigtigt ser
Placeret i barndommens stilleben
blandt de vandrende mod næste træk
Som jeg forlader byen med min fremtids erindring
er evigheden blevet kortere og liv visket væk