For tiden og måske for altid
vil jeg undres
Over den kærlighed jeg aldrig forstod
Jeg længes
ud i luften
lægger tanker til tørre
på stablet ingenting
Alligevel dufter det helt rigtigt
når min naivitet fordamper under din sol
Jeg høster hærdede frø, som ligger tilbage
Ét for ét samler jeg dem op
og venter på det evige forår