Imens dagen krænger struber
et stigende crescendo
stilner ligegyldigheders larm
falder til bunds under et større

Jeg flyder her på blandede vande
fanger himmelrum i blinkende spejl
mellem skaldede kæmpers frosne isser
lader jeg villigt forestillinger køre

På min tunge ligger bær
fra en skov der ikke findes
tyndhudet under min skal
så tæt på tænder uden at røre

I hulrummet og tidens lånte boble
smelter en verden og fødes en ny
Indtil dagens stemmer de når mit land
og byder mig at vågne, hvor jeg hører

Imens jeg rejser med blandet blod
videre mod mit selv
er der ting, jeg aldrig føjer mig
og andre jeg må gøre

Jeg vender mig og stirrer ud
med skoven indeni
og himlen låner et lilla skær
af ånden jeg lod føre