Pages Menu
Rss
Categories Menu

Posted by on aug 16, 2017 in Short stories | 0 comments

Dødsstjernen (2. Udrag af roman:”Stikpiller”)

Dødsstjernen (2. Udrag af roman:”Stikpiller”)

 

 

Stikpiller

Da jeg halvanden time senere vender hjem med poserne fulde af ingredienser til en ikke-gennemskuelig ret, er der ingen, der undrer sig. Det har altid være sådan. Jeg laver mad efter humør, køleskabsbeholdning og spontane indfald i supermarkedet. Alt fra ingenting, som pludselig bliver til noget i mit hoved. Der er fordele og ulemper ved sådan en strategi. Det er mad, som ikke kan genlaves. Enten er det ærgerligt, eller utrolig heldigt, alt efter resultatet. For det meste ender det godt, og imens jeg pakker ud, kan jeg mærke, at jeg glæder mig til at gå i gang.
Da jeg når til de nu optøede ærter på bunden af posen, kommer Ulrik ind og må lige akkurat nå at spotte mit ændrede ansigtsudtryk, da jeg griber fat i dem.

– Det var du længe om, konstaterer han henslængt og planter et kys i nakken på mig.

– Det er lørdag,køen var uendelig, lyver jeg og ved, det ikke er helt sandsynligt, at han vil købe den.

Men måske fordi det er lørdag aften, hygge primetime for familien, og Jacob i samme øjeblik kalder på ham, slipper jeg for uddybende spørgsmål. Han går ud i bryggerset, hvor han udfra samtalen at dømme, hjælper Jacob med at lappe hovedet på Luke Skywalker, som næsten har mistet det i en lyssværdskamp. Det kan ske for den bedste, at hovedet kommer til at sidde lidt løst i kampen for livet, tænker jeg.
Ulrik vender tilbage med en flaske rødvin i hænderne, som han har hentet i kælderen og nu giver sig til at åbne.

– Hvorfor lå din morgenkåbe på fliserne imorges?, spørger han.

– Jeg rystede den og tabte den ud af vinduet, lyver jeg igen. Denne gang med bedre smag i munden.

– Det var da godt, du ikke stod i bar røv udenfor og samlede den op, da Jørgen kom forbi så, griner han.

Det var nu, jeg bare skulle fortælle ham, at det var præcis, hvad jeg havde gjort, stået udenfor i bar røv. Han ville elske at vide det. Vi ville grine os flade af det, men jeg ville samtidig også tænde en gnist i Ulriks undergrund, som den jeg havde følt i min egen i morges. Og nu har jeg ikke længere lyst til at bære den helt ind i flammerne. Øjeblikket er forpasset.

– Ja, hvor var I egentlig henne, imens I var væk?, spørger jeg.

– På genbrugsstationen og derefter i et byggemarked. Han ville egentlig bare have hjælp til at løfte en gammel plæneklipper af traileren derude, men på vejen hjem overtalte han mig til at tage med i Bygma også. Det var noget med, at de skulle male karmene indenfor.

Ulrik griner, da han siger det sidste, og rækker mig et glas til skål. Rødvinen er god, og den flyder behageligt videre i kroppen, som nok har skreget på en reparation efter gårsdagens fest, siden jeg stod op. Jeg har ondt af Jørgen. Ulrik og jeg har ofte joket med, at han er en gedigen tøffelhelt. Hvis jeg havde udsat Ulrik for samme behandling, som den Jørgen får, var der to mulige udfald: 1. Det skete kun den ene gang, og vi levede lykkeligt til vore dages ende. 2. Jeg gjorde det igen og blev single ret hurtig derefter. Jeg kunne mindes situationer, hvor Ulriks stædige væsen havde været en prøvelse, men lige i denne henseende var det en gave for min trivsel. Jeg ville aldrig føle mig tilpas sammen med en mand, som ikke har sine egne bukser på.

Under middagen, en times tid senere, snakker Jacob løs til sin far om overnatningen hos Jeppe, som både har indeholdt alle 6 Episoder af Starwars og ufattelige mængder matadormix, så de ikke faldt i søvn, før det var slut. En boldgade, som ekskluderer mig som attraktiv samtalepartner. Tusindeårskrigen er ikke nået dertil i min bevidsthed, hvor det bliver til andet end en overskrift, jeg ikke har lyst til at dykke videre ned under. Havde det ikke været for Jacob, ville jeg nok ikke engang have vidst, hvem Darth Vader er. Og det til trods for, at der jævnligt skabes hypes og referencer til universet i mange sammenhænge. Lidt som med Super Ligaen. Det er en kamp til døden, hvis alvor aldrig er gået helt op for mig. Men når jeg betragter de to, imens de taler, kan jeg se, at de har noget sammen, som jeg godt kan misunde.
Jacob er 10 nu, og der er allerede tegn at spore på, at jeg er under udslusning på mange fronter. Tiden er forbi, hvor han foretrækker at søge min opmærksomhed om det meste. Kimen til den mand, han engang vil blive, er begyndt at spire, og det er kun hans far, som forstår at vande den korrekt. Det er slut med at trøste ham offentligt. Slut med at kysse ham foran kammerater, og helt afgjort slut med at komme til at gå ind på badeværelset, når han er i bad.
Det er okay og som det skal være, samtidig som det ikke føles rart. Som at få savet sin lillefinger af, langsomt.

Jeg tænker på Sofia, som lige nu er hos Julie. Med sine 14 år er hun på sin vis også et sted, hvor hun og jeg ikke kan finde ud af at være helt så tætte, som vi var. 2-0 til Ulrik. Han kan slippe afsted med at sige så meget til hende, som aldrig bliver modtaget med samme rolige attitude, hvis det kommer fra mig. Nogle gange behøver jeg blot at se forkert på hende.
Som forleden, hvor hun kom ud i køkkenet med så meget mascara på, at jeg blev helt nervøs for, om hendes hoved kunne bære det, eller hun ville falde forover, inden aftenens fest var omme. Jeg nåede ikke at sige noget, hun kiggede bare på mig og sagde: HVAD?
Jeg vidste, det var pointless at kommentere noget som helst. Det eneste der kunne gøre ondt værre lige der, var at hun endte med at tude og al denne overflod blev opløst til sorte striber nedad kinderne. Det ville resultere i et udseende, som fik Marilyn Manson til at fremstå som en engel i sammenligning. Så jeg holdt min kæft.
På vej ud ad døren med Ulrik, som skulle køre hende, hører jeg ham sige ligeud: Du har for meget mascara på. Hvorefter min sprudlende teenager udsatte afrejsen 30 minutter, så hun kunne nå at gøre det om. WHAT?
Min eneste suveræne overlegenhed i forhold til Ulrik handler om noget så kedeligt som menstruation. Én gang om måneden må han se sig slagen, når jeg som den stolte bærer af en slags Hellig Gral må komme skønjomfruen til undsætning, og levere det meget eftertragtede og pinlige bind, helt ind i buret. Kun den der selv ved, hvad det vil sige at ”forbløde”, for hvad der af en 14-årig betragtes som uden grund, har ”clearence” til at komme så tæt på den såredes lazaret.
Og det er måske det, der gør, at jeg bevarer en tiltro til, at vi i næste fase, når det går op for hende, hvad det der periodiske system egentlig er til for, vil nærme os en mere helstøbt nærhed igen.
Dybest set tror jeg, at vi kommer styrket igennem dette. Men Gud hvor jeg savner at smutte tilbage til dengang, hvor alt syntes lettere, og hvor MOR virkelig var den bedste i verden. Bare sådan Punktum, ikke til diskusion. Er det sådan, min mor havde det?, Gjorde jeg virkelig det mod hende?, når jeg at tænke, før jeg slipper temaet og min selvynkende trang til oprejsning for denne gang.

Imens Ulrik og Jacob snakker videre om Dødsstjerner og Wookieer, jagter jeg den sidste ært på tallerknen og mine tanker falder tilbage til Netto.

Jens, som han hedder, var pænt blevet stående ved frostvaredisken, imens jeg diskret havde listet mig nærmere. Da jeg var kommet ret tæt på, begyndte telefonen i hans lomme at vibrere.

– Det er Jens – pause – Heeeejjjjj Lærke, Gud det er længe siden, har du det godt?

Det var alt, jeg havde nået at høre fra så tæt hold. Lyden af hans stemme, og den samtidige afsløring af navnet, havde fået brikkerne til at falde på plads. Der vidste jeg præcis, hvem det var, og at det var en dårlig idé, at stå så tæt på. Jeg havde grebet ærterne nærmest med ryggen til og var herefter smuttet ind i den parallelle ”gade”, hvor jeg henover pasta og ris kunne fortsætte med at betragte ham i skjul gennem gitteret i bagbeklædningen på reolen. Havde jeg været iført Trench Coat, en fiks hat og moustache ville min adfærd have passet bedre til mit udseende. Måske var det derfor, da jeg havde stået foroverbøjet og lignet én, der stirrede ind i en pakke Uncle Bens i 5 minutter, at en ældre dame henvendte sig til mig med bekymret mine:

– Undskyld, er der noget galt?

Jeg fik et chok og i ren befippelse, kom jeg til at rage en pose pasta ned på gulvet, som gik i stykker og små konkylieformede pastaskaller var fløjet i alle retninger.

– Nej, jeg er helt okay, jeg har bare……..glemt……….mine briller og prøvede at læse noget med småt.

Den ældre dame ville kalde på sin søn, så han kunne hjælpe med at samle pastaen op, men jeg ville gerne have hende ud af billedet, så jeg kunne komme tilbage til det egentlige projekt.

– Det klarer jeg, havde jeg sagt afværgende, imens jeg ud af øjenkrogen forsikrede mig om, at Jens stadig stod ved frostdisken og ikke havde bidt mærke i noget, som kunne sende ham i min retning til undsætning.
Han stod der stadig, lænet op ad fryseren med ryggen til, lige under tilbudsskiltet.

Da damen var gået, havde jeg lavet en 360 grader sondering af terrænet, hvorefter jeg havde sparket pastapose og indhold ind under nederste hylde og straks genoptaget min udspionering et par meter længere henne. Nu i en mindre iøjnefaldende position.

Den mand, som nær havde fået det bedste af mig for år tilbage, havde talt i 30 minutter med denne Lærke. Og i samtlige minutter var jeg blevet stående, kun afbrudt af prætentiøs interesse for varerne, når en anden kunde havde svunget sin vogn ned af gangen, og det var tid at blende ind. Hvorfor jeg ikke øjeblikkeligt havde genkendt ham må skyldes hjernens manglende evne til at navigere og omsætte indtryk effektivt, hvis de ikke allerede er beregnet som sandsynlige forekomster.
Eller også var det fordi, jeg dengang havde været tvunget til at smække en dør, som jeg ville ønske, jeg kunne lade stå på klem. Måske havde jeg gjort det så effektivt, at det nærmest var blevet fortrængt.

Til sidst havde Jens lagt på og var gået mod kassen.
Jeg var blevet stående indtil jeg var sikker på, at han var igennem køen og ude på P-pladsen igen. Der ville intet godt være kommet ud af et tilfældigt møde, uanset at det virkelig som udgangspunkt var ganske tilfældigt.
Allerede her var ærterne ved at tø op.

– Skal jeg hjælpe dig med at fange ærten?

Ulrik hiver mig ud af trancen og tilbage til overfladen med sin halvlumre bemærkning, som ikke kunne være mere malplaceret lige nu.
Jeg er pludselig blevet nervøs for, om Jens er flyttet til nabolaget. Og allermest hvorfor?

– De er runde, og de har det med at trille ud over kanten, svarer jeg.

Post a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *