Pages Menu
Rss
Categories Menu

Posted by on sep 7, 2014 in Short stories | 0 comments

Rent Fup

Rent Fup

Rent-fupDet var nærmest umuligt at løsrive sig fra mængden af mennesker. Hendes hjerne var ved at løbe tør for ideer til, hvordan hun kunne slippe af sted med at smutte uset væk fra selskabet. Et par gange havde hun forsøgt at snige sig i retning af garderoben og videre ud, men hver gang hun passerede en lille gruppe, hun kendte, havde de indfanget hende, hilst og krammet og inddraget hende i den videre samtale. Hver gang det skete, gik der 15-20 minutter, før hun igen kunne forsøge at liste af uden held. Nu var hun endt i baren med en tidligere skoleveninde, som hun ikke havde talt med, siden de gik ud af 9. klasse. Dengang havde de turet byen rundt i den ene weekend efter den anden, og hun kunne ikke længere huske, hvad de ellers havde haft til fælles.

 

Alle samtaler denne aften syntes at blive indledt efter den samme opskrift, som i nævnte rækkefølge var et ”hej-hvor-er-det-længe-siden-gad-vide-hvad-du-laver-nu-kram” efterfulgt af utallige ”kan-du-huske-dengang-hvor…..?” og slutteligt, lige før opbrud, en række analyser af aftenens ”medindsatte”, de tidligere skolekammerater, som alt efter deres nuværende fremtræden, holdt op mod erindringen, blev kategoriseret som værende enten steget i graderne eller faldet af på den. Anika vidste ikke helt, hvorfor hun var mødt op, af flere årsager. Men på den anden side, vejede de samme årsager tungere end alternativet, endnu en aften i en sofa, i en lejlighed, som hun ikke havde haft rigtig lyst til at være i længe. Det var ikke så meget lejligheden, som det var hendes kæreste, Jonas, der afholdt hende fra at føle sig hjemme, når hun var det. Det var også pga. Jonas, at hun alligevel ikke følte sig rigtigt tilpas herude i fortiden og alle de åbne arme og muligheder. Jonas, Jonas, Jonas. Hvert andet sekund fór hans navn igennem hendes hoved, og følelsen som fulgte, kunne hun bedst beskrive som en lille indtørret, tung og slap gummibold i maven, som flød rundt i syren og fra tid til anden skrabede imod den bløde slimhinde, især når hun vendte sig for at hilse på flere.

 

Engang havde der været masser luft i gummibolden, og den havde hoppet livligt og givet hende røde kinder og åndenød. Jonas, Jonas, Jonas havde hun også tænkt dengang. Helt frivilligt og nydende. Jonas havde forandret sig, i takt med at han havde fået mere ”krav” på hende. De første 7 måneder havde de boet hver for sig, og hun havde næsten ikke kunnet vente, til de skulle ses, hver gang de havde en aftale, eller hun vidste, der var chance for, at han snart dukkede op. Boing, Boing, Boing, bolden havde danset rundt og gjort hende ør og energisk på én gang. De var altid sammen, når det kunne lade sig gøre, og Jonas gjorde meget for, at det kunne. Flere gange havde han taget fri fra arbejde tidligere end planlagt og stod og ventede ved hendes dør, når hun kom udmattet og træt hjem. Tit havde han haft gaver med, enten i form af noget, der skulle pakkes op, eller noget, som hun skulle iføre sig, og som han kunne pakke hende ud af efterfølgende. Jonas var ren forkælende opmærksomhed, og hun tænkte ikke længere end sit næste forelskelsestrip, som han var snar til at planlægge og lægge en teaser ud for. Allerede efter de første 2 måneder, havde han deklareret, at hun var kvinden i hans liv, og at han syntes, de skulle flytte sammen, så snart han havde fundet en løsning på at fremleje eller sælge sin lejlighed. Anika 33 syntes, det lød som den bedste idé i verden. Ligesom alle de andre idéer, som Jonas havde. Det var lidt ligesom de der skjult kamera udsendelser, hvor et offer ender med at stå og holde en lama ved en affaldscontainer, imens cirkusdirektøren, som ejer lamaen er skredet og slutteligt returnerer sammen med politiet og anklager ofret for at have stjålet ét af hans dyr. Alt går så hurtigt, at det er umuligt at opdage, at man er udsat for fup. I Jonas’ tilfælde bestod tricket i at fravriste hende muligheden for selv at planlægge, hvad hun ville med sin dag, før hun havde fået et tilbud, som var svært at afslå, og som indebar, at han kunne have hende indenfor rækkevidde. Hun havde slet ikke opdaget hans jalousi, før de var flyttet sammen, og han pludselig begyndte at trække sit stive smil på, når hun nævnte, at hun havde en aftale og kom senere hjem. ”Det lyder da hyggeligt skat, hvad skal du?”, kunne han spørge. Det var der ikke noget underligt i som sådan, i hvert fald ikke i starten. Men efterhånden udviklede det sig til en slags sarkastisk interesse i hendes gøren og laden, hvor hun måtte redegøre for samtlige mennesker, som hun kunne risikere at støde ind i, og hvor han som regel lykkedes med at latterliggøre eller tale nedsættende om mindst et par stykker af dem, imens hun fremsatte sine planer i mindste detaljer. Hun tog sig derfor også efterhånden i at opgive ævred med at gå ud, for det var så skide besværligt at komme derhen med humøret i behold og uden den sure gummibold i maven, som fik samvittighedsnaget til at syre til. Hun følte sig anklaget for en forbrydelse, som hun ikke havde begået, imens han spyttede om kap med lamaen. Det var som om, han iførte hende en ekstra stram, rød kjole og tilskrev hende et par bagtanker med horn i panden med sin alt for livlige fantasi, bare hun gav ham de rigtige stikord. Men det værste var, når han engang imellem slog over i en utrolig selvmedlidende attitude. Det var ikke sådan, at han sad og peb og tryglede hende om at blive hjemme, han sad bare i stilhed og så mut og forbigået ud, når hun alligevel fastholdt sin aftale om at gå ud ovenpå forhøret.

 

Og det var lige der, hun var nu, her i baren med den tidligere veninde. Hjemme var Jonas, som allerede havde sendt 4 sms’er indenfor de 3-4 timer, hun havde været der. Søde sms’er. ”Jeg håber, du hygger dig, det må være sjovt at gense sine gamle klassekammerater, selvom det også er en lille smule latterligt med sådanne jubilæer, man kender jo ikke hinanden mere. Men jeg håber, du genser nogen, som du også synes er hyggelig at være sammen med den dag i dag. Du må undskylde, hvis jeg virkede lidt sur, jeg havde nok bare set frem til, at vi kunne bruge denne weekend sammen, nu hvor jeg snart skal ud at rejse igen. Har du nogen idé om, hvornår du kommer hjem, så vil jeg forkæle dig lidt?”. Hun havde smilet, da hun læste den første, og imens hun overvejede, hvad hun skulle svare, blev hun fanget i den første af de lukkede cirkler af fortid, og som syntes at sende hende videre i manegen uden pause. Nu rejste hendes veninde sig fra barstolen for at gå på toilettet, og hun kom i tanke om beskeden og tog sin telefon i tasken. Nu lå der 3 sms’er mere. Den første: ”jeg regner med, jeg går i seng om en times tid, med mindre, du er på trapperne, så det ville være fint, hvis du ville skrive det, så jeg ved, hvad der giver mest mening?”. Den var sendt for en halv time siden og klokken var nu 23.04. Den næste i rækken var bare en masse spørgsmålstegn og et ”halllooooo”. Den sidste var sendt for 5 minutter siden: ”går i seng nu, væk mig, når du kommer hjem, jeg bliver bekymret for, om der er sket dig noget, når du ikke svarer, jeg håber ikke, du har slukket din telefon, du kender jo ikke de mennesker, du er sammen med”. Det var typisk, hvis hun ikke svarede, kunne han dunke hende i hovedet i morgen med, at hun var uansvarlig og havde gjort ham nervøs. Hvis hun svarede nu, ville han sige, at hun havde ignoreret ham med vilje, begge muligheder var Sorte Per.

 

Hun fandt en mønt frem fra sin pung og knugede den i hånden, imens hun overvejede situationen. Hele aftenen havde hun forsøgt at tilgodese stemningen dagen efter ved at påtænke at køre tidligt derfra. Den påtrængende hensyntagen og konstante rumsteren af skyldfølelsestanker var fast følgesvend i situationer som denne. Hun tænkte på, hvordan hendes egne fordomme om festen og konceptet var tiltaget i dagene op til, imens beslutningen om at tage af sted, stadig var til forhandling. En blanding af dette samt egoistiske årsager, som havde at gøre med, at hun ikke orkede at rydde op og bryde vægge ned dagen efter, havde holdt hende fast i sin idé om delvist at føje ham i hans uudtalte krav om, at hun kom tidligt hjem. Bare med den forskel, at hun kunne bilde sig ind, at det var fordi, hun ikke selv havde lyst til at være der længere. Nu var han allerede sur, og chancen for at hun ville ende op med en god weekend uanset hvornår hun landede, var lig nul. Hun kiggede sig omkring i lokalet og mærkede, at bolden lå helt stille i maven. Hendes veninde vendte tilbage, og Anika bad hende flippe mønten, som hun havde fundet frem. ”Hvad er der på spil”?, spurgte veninden. ”Jeg overvejer, om jeg skal gå i sort eller i rødt”, sagde Anika. ”hvad nu, hvis den falder ud til sorts fordel, har du så en anden kjole med, som du kan skifte den røde ud med?”, fnes veninden. ”Det er mere sådan en hverdagsagtig beslutning”, sagde Anika, som vidste, at hun alligevel aldrig ville lade en mønt afgøre noget som helst. Men hun vidste også, at det bare faktum, at hun lod som om, måtte betyde, at hun havde lukket øjnene for at tage stilling til et vigtigt dilemma, og at det ikke længere måtte udskydes. Anika så mønten flyve op i luften, det lignede næsten, at den bare hang der i luften et øjeblik, før den landede på barkanten og hoppende forsvandt videre ned på gulvet, hvor bartenderen sparkede tilfældigt til den, så den strøg ind under hylderne med flasker, som stod bag ham. Anika slukkede for sin mobil, kiggede på sin veninde og sagde ”Nå, jeg tager den røde i dag og den sorte i morgen”, hvorefter hun rejste sig og vadede ud i mængden af dejlige, småfulde, halvfremmede, lamme, gamle, klassekammerater, som man skulle passe på med at komme for tæt på. Sammen skulle de være død uinteressante og egoistiske nogle timer endnu, og det ville helt sikkert ikke overgå i historien som noget særligt. Medmindre man blæste det op.

 

© Heidi Leonhard, December 2013

 

Ingen felter fundet.