Pages Menu
Rss
Categories Menu

Posted by on maj 16, 2015 in Short stories | 0 comments

På hver sine vinger…….

På hver sine vinger…….

heidiHun lagde sig i græsset, det var stadig dugvådt på overfladen, og hun mærkede kulden fra skjortestoffet, som øjeblikkeligt sugede vandet til sig og klæbede til ryggen. Det var stadig tidlig formiddag, og hun havde ikke sovet mere end knapt 5 timer. Hun lukkede øjnene og mærkede, hvordan de løb i vand fra det stærke sollys, som trængte igennem øjenlågenes tynde hud. Hendes krop var tung og træt og et eller andet sted alligevel let. Hun strakte armene ud til siden og spredte fingrene, løftede hænderne en anelse og lod græsset kilde på indersiden af håndfladerne, imens hun bevægede dem henover ganske langsomt. Frem og tilbage. Det var beroligende og fik det til at kilde ekstra i maven på samme tid. Hun burde ikke ligge her og massere sjælen, som hun gjorde, der var al mulig grund til, at hun i stedet rejste sig og rystede letheden af.

“Hvad laver øjnene, når de ikke ser?” tænkte hun og registrerede dansende skygger, fra fugle, der krydsede indover solstrålerne og brød det stærke lys, som hun lå badet i. Hun forsøgte at stille skarpt på de små boblende amøber, som svømmede rundt i lyset under hendes øjenlåg og kom i tanker om fysiklokalet, petriglassene og mikroskopforsøgene fra folkeskolen. Et studie i bakteriers skønhed, for det var de, skønne, så længe de ikke blev sluppet løs de forkerte steder, og der skulle så forbavsende lidt til, for at det skete. Hun tænkte på Van Gogh og “Stjernenatten” og forstillede sig, hvordan han så sol-amøberne i al slags vejr. Små, dansende fyrværkerieksplosioner som myldrede ud på hans lærreder i et ønske om at give verden skønhed tilbage. Det var paradoksalt, at han skulle dø, som så mange andre, før han kunne nå at opfatte, at han var lykkedes med sin mission. Måske var selve døden en nødvendig ingrediens i at blive opgraderet til noget særligt i mange tilfælde. Og måske kunne dette igen linkes til en anden universel lov, som syntes at herske, at mennesket fascineres mest af det uopnåelige og uigenkaldelige.

Tanken førte hende tilbage på natten, som nu var forbi. Og den førte hende også et stykke længere ind i dagen, som var på vej. Hun var i sit eget limbo og ved nærmere eftertanke, var det ikke helt så rart et sted at være. Hun satte sig op, drejede hovedet og missede med øjnene for at se, om hun kunne få øje på bevægelse bag vinduerne, inde i stuen, som vendte ud mod haven. Hvis Ulrich var stået op, ville han som noget af det første gå ind i stuen og kigge ud og måske dumpe ned i sofaen efterfølgende og tænde for fjernsynet. Der var ingen at se. Det var lørdag, og han var kommet sent hjem i går fra sin forretningsrejse, det vidste hun. Han havde lydt lidt skuffet over, at hun havde valgt at gå ud, den dag han kom hjem efter en uges rejse, da han havde ringet fra Amsterdam for at give hende den sædvanlige status på, hvornår han landede.
Disse samtaler havde engang været nogle, hun så frem til. Det var ikke meget, de havde kontakt, når han var ude. Han havde et tætpakket program hele dagen, som ofte i forskudte tidszoner fra hende, hvilket gjorde det svært at ramme et tidspunkt, hvor de kunne snakke sammen uden at det kostede den ene af dem nattesøvnen. Derfor blev det mest til mails, og de var blevet færre og færre og kortere og kortere over årene. For det meste var de nu blot en kort status, et livstegn, en bekræftelse på, at der var nogen i den anden ende, og at alt kørte efter planen. Som med telefonsamtalerne i lufthavnene, lige før han kom hjem, var også de degraderet til en skygge af sig selv, en vane mere end et behov. Nu kunne hun få fornemmelsen, når han ringede, at det mest handlede om tidsfordriv i transitten, og hun kunne næsten blive irriteret over, at han bare tog for givet, at hun havde lyst til at underholde ham så længe. Hun kunne dog ikke lade være med at tage telefonen, det ville være mærkeligt andet.
Før i tiden ville hun aldrig have tænkt sådan, og hun ville heller ikke have haft følelsen af, at hun skulle grave hårdt efter emner at vende, når de fik kontakt. Med tiden havde hans enorme fravær gjort flere ting ved hende, som var svære at italesætte, selvom hun var klar over, at hun i dag måtte gøre forsøget.

Hun havde modvilligt vænnet sig til tanken om, at hun var gift med en “nomade” i jakkesæt. Savnet havde været enormt i starten, når han var væk. Hun hørte lyde i huset, som ikke fandtes og havde følgelig svært ved at falde i søvn. Hun havde ikke lyst til at gå ud, fordi hun var træt ovenpå sådanne anstrengende nætter. Ofte faldt hun om på sofaen og drattede i søvn til en film, hvorefter hun vågnede midt om natten og gik i seng og kæmpede med at falde til ro igen, længe, nogle gange uden held. Hun talte dagene til han kom hjem, som et barn, der tæller ned til juleaften. På et tidspunkt havde hun over en periode forsøgt ihærdigt at få ham til at genoverveje sine muligheder for at tilrettelægge sin hverdag og sit job på en anden måde. Noget der gjorde, at de kunne se hinanden med lidt jævnere mellemrum. Hun forstod ret hurtigt, at det var nytteløst, han kunne ikke se problemet og opfordrede hende til selv at se anderledes på tingene. Han mente ikke, hun havde gjort nok for at give sit eget liv indhold, og at hun derfor forsøgte at lave ham om, så han kunne tanke hende op. Det gjorde hende ked af det. Hans stærkeste kort, som han altid smed, gik på, at hun jo havde “samtykket” og været med på råd, da han i sin tid takkede ja til stillingen. Og det hjalp ikke, at hun forsøgte sig med at sige, at hun ikke havde forestillet sig, hvor ensomt det var, før det blev en reel erfaring. Hun forsøgte at fortælle ham, at hun ville ham, at han var vigtig, men alt han syntes at høre var, at hun kritiserede hans indsats for at sørge godt for dem begge. Han var glad for sit job, og han havde været ude i lidt af en tumult, før han havde fundet det, pga. nedskæringer i det gamle firma, hvor han endte med at blive fyret.
Han havde været under pres indvendig, det vidste hun. Selvom han havde en god fratrædelsesaftale, kunne hun fornemme, at han ikke havde tænkt sig af at gå ledig med fuld løn ret længe, hvis han kunne undgå det. Han havde brug for at handle, og det forstod hun også godt. Hvad hun ikke havde været forberedt på var hans sårede stolthed, som betød at han nu gik “all in” for at finde et job med endnu større status. Han var kommet hjem en dag og med ivrig stemme fortalt om en ny jobåbning. Hun havde ladet sig feje med af kontrasten til den indadvendte og mutte person, hun havde levet sammen med de sidste par uger efter fyringen. Pludselig var han glad, og hun havde savnet det så meget, at hun havde ladet sig feje med af hans iver. Han fortalte vidt og bredt om bonusordninger og benefits, og hvordan det hele ville sikre dem begge en langt højere levestandard, hvis han tog imod tilbuddet. Hun hørte ham forklare, at han skulle rejse ca 110 dage om året, og hun accepterede vilkårene med udsigten til en glad mand og den økonomiske tryghed, som vejede tungere, lige der. Hans humør vendte 180 grader fra den ene dag til den anden, og det var umuligt for hende at negligere det enorme positive afkast det gav lige nu.
Et sted indeni vidste hun godt, at hun burde have forestillet sig lidt bedre, hvad hun sagde ja til. Men hun havde altid haft svært ved at holde ham tilbage. Inderst inde vidste hun, at en klog kvinde lader sin mand løbe efter de pokaler, han efterstræber, især hvis de er forbundet med stolthed og selvtillid, for der er intet mere usexet og utiltrækkende end en mand, som ikke længere tror på sig selv. Det skærer dybt i tosomhedens fundament.
Det viste sig senere, at de 110 dage nærmere var blevet til 200, især fordi mange rejser endte med en ekstra middag på vej hjem med en forretningskontakt eller 3, som måtte befinde sig i nærheden af et af de lufthavne, han strøg igennem. Overnatning på et af “Zleep” hotellerne blev ofte udgangen på dette, sammen med en melding om udskudt hjemkomst til næste dag.

Over tid havde hun sandet, at hun virkelig måtte gøre noget for det indhold i livet, som han altid talte om, hvis hun ikke skulle ende sine dage som en trist forstadsfrue. Han havde ret. Det var ikke nemt i starten, men så en dag vidste hun, det var lykkes. Paradoksalt nok vidste hun også, at hun fra da af aldrig ville savne ham sådan rigtigt igen, når han var ude. Hun var begyndt at glæde sig til at have tiden for sig selv, så det nu nærmest var omvendt, at hun kunne blive lidt irriteret, hvis han pludselig blev hjemme en dag ekstra mod forventning. Pludselig var det blevet vigtigt for hende at vide, hvornår han kom hjem på en helt anden måde. Der var så meget, hun skulle nå. Så meget som var hendes, og som hun glædede sig til at have for sig selv. Det havde føltes forbudt til at starte med. Især da hun pludselig bemærkede, at han opførte sig lidt jaloux, da det gik op for ham, at hun ikke længere sad og ventede ved havelågen. Hun havde skabt sig et netværk og var endelig begyndt at udnytte sin bedre levestandard. Hun havde altid været fascineret af roning og tænkt, at det måtte være fantastisk at stryge henover vandet med sådan en fart, som de der dyrkede denne sport. Hun meldte sig ind i den nærliggende roklub og måtte sande, at det krævede en ihærdig indsats at komme dertil, hvor det så flot ud og føltes rimelig let samtidig.
Ambitioner og delmål blev nye begreber i hendes privatlivs bevidsthed og efterhånden som netværket voksede, kom der også en social gevinst ud af det, som hun i første omgang ikke havde forestillet sig dimensionen af. Medlemmerne og klubben som sådan, arrangerede hele tiden nye events og sammenkomster, de var som en stor familie sammen.

Nikolaj, én af klubbens trænere, skrev ofte en sms til medlemmerne søndag aften, før et møde eller en træning i den kommende uge. Ulrich havde opfanget hans navn et par gange på hendes mobil display og spurgte nu heftigt ind til, hvad det var, de lavede i klubben, når de mødtes. Han mente det var lovlig ambitiøst for en “fritidsinteresse”, som han kaldte det, at der var så mange møder og træninger. Det var der, hun vidste, at han var blevet fanget et svært sted i sin egen udtalelse om, at hun skulle sørge for indhold i sin hverdag. Hun havde sit på det tørre. Nikolaj var en mand på 55, som på ingen måde lavede ravage i andre menneskers ægteskaber ved at byde sig til overfor gifte kvinder. Det vidste hun, men det gjorde Ulrich ikke. Hun nød at mærke den ekstra opmærksomhed det gav og forsøgte at undertrykke en trang til at lade ham hænge lidt i uvidenhedens smerte. Et eller andet sted, syntes hun, han havde fortjent at mærke en snert af den ubekvemmelige følelse, hun havde levet med så længe, når han var bortrejst. På et tidspunkt, kort efter, havde hun dog hevet ham med ned i klubben og introduceret dem for hinanden. Der var grænser for, hvor stort spøgelset skulle have lov at blive, før hun aflivede det helt. Det var det med den knækkede stolthed. Og hun ville ikke risikere, at den gjorde sig udslag i, at han blev alt for mistroisk. Det havde aldrig været et tema imellem dem.
Hvorom alting var, så var hun nu havnet i det paradoks, at det virkede ligeså usundt ikke at trække nok i Ulrichs opmærksomhed, som det havde været at hive for meget i den. Ingen af delene syntes at behage ham helt, men hun foretrak at være den, hun var nu. Men hvad var den gyldne mellemvej? Det havde hun ofte spekuleret på og tænkt, at hun måske var anderledes end de fleste andre, som godt kunne finde ud af balancen, så det ud til. Eller også gik alle rundt og lod som om bag de hvidmalede stakitter og flotte haver.

Hun havde aldrig set sig selv i sådan et nabolag, som var deres nu. De havde nærmest intet med de nærmeste naboer at gøre. Man nikkede pænt til hinanden, når man mødtes ved hver sin postkasse udenfor rammerne af grunden, når tilfældet opstod. Og engang imellem hændte det, at de ved havnen kom til at spise frokost på den samme restaurant og mødtes ved buffeten. Samtalerne var overfladiske og prægede af, at de startede forfra på bekendtskabet gang på gang. Godt de havde vejret at tale om, det fyldte meget her hvor den ene sejl og surfklub efter den anden havde adresse. Kystlinjen var spækket med sejlskibe og andre både og om sommeren var mange store og små sejl at se så langt øjet rakte ud over det blå.

For enden af deres have var en låge, som førte ud til en sti og en fælles badebro. Der var næsten aldrig nogen derude, men hun havde siddet der en time denne morgen, da hun kom hjem fra byen, og havde lyttet til vandets beroligende skvulp, som slog mod pælene nedenunder.

For en uge siden havde Sanne plantet en bevidsthed i hende, som hun vidste var den direkte årsag til, at hun var blevet væk hele natten til i dag. Sanne var hendes tidligere kollega, som nu arbejdede i et job lignende Ulrichs med masser rejseaktivitet. 3 uger tidligere havde hun været på forretningsrejse og havde spottet Ulrich i et fly på vej hjem fra Bruxelles fredag aften. Hun havde været på vej hen og sige “hej”, men netop som hun rejste sig og så i hans retning, havde hun fanget afslutningen på et kys mellem Ulrich og hans kvindelige medpassager ved siden af. Sanne havde fortalt, hvordan hun havde ladet sig falde hurtigt ned i sit sæde igen af frygt for at blive afsløret i at have set det. Sanne havde fortalt hende historien i søndags, da Ulrich netop var taget afsted på sin næste rejse. I løbet af ugen havde hun tænkt over det mange gange. Hun havde aldrig følt, at Ulrich var typen, der knaldede ved siden af. Aldrig. Men pludselig vidste hun også, hvorfor han havde tolket sms’erne fra Nikolaj så forkert. Han havde måske nogle, han selv var bange for, hun så? Det værste var, at hun slet ikke følte noget ved denne viden. Det var som at få at vide, at ens bedste ven har fundet en flirt. Det gjorde på ingen måde ondt i hende. I det øjeblik følte hun den enorme afstand, der var opstået mellem hende og Ulrich, og da hun senere græd var det ikke af angst for at miste ham, men i erkendelse af, at hun var nødt til at snakke med ham om, at hun netop ikke kunne føle nogen angst for dette mere. Det var virkelig et paradoks. At skulle afsløre sin mand i formodet utroskab og ikke kunne mønstre en eneste vrede eller sårbarhed ved det, var virkelig grænseoverskridende.

Hun havde talt med Sanne om det i går, de havde drukket drinks til langt ud på de sene timer, og efterfølgende var hun endt på Sannes sofa indtil sollyset for alvor brød igennem, og hun ikke lykkedes med at lukke det ude mere. Hun gik hjem, hele den lange vej på ca 10 km. Hun havde skrevet en lille hilsen med tak til Sanne, som hun havde efterladt på sofabordet. Hun ville have taget metroen, men luften gjorde hende godt. Aftenen før havde de fået selskab af en mand, som hun havde set et par gange før i en frokost cafe ikke så langt fra centrum. Hun tog nogle gange ind til byen i frokostpausen på sit job, sammen med sine kolleger. Kantinen på deres arbejdsplads var okay, men der var nu noget over det med afveksling og så at sidde på en cafe. Mentalt blev man bare ladet bedre op.
Og det var her, hun havde set ham et par gange – i færd med at bestille en sandwich til at tage med. Hun anede ikke, at Sanne kendte ham. De havde kun udvekslet et smil den første gang, anden gang var det blevet tilføjet et “nå, du er også ved at blive stamkunde” eller noget i den retning. Det man nu engang siger, når man ikke aner, hvad man skal sige. Hun havde ikke tænkt på ham på den måde i øjeblikkene, for hun var jo Ulrichs kone. Med de nye oplysninger, lå den tanke ikke længere og spærrede for hendes modtagelighed, så hun havde set ham på en anden måde nu. Han var kommet hen og givet Sanne et knus, imens de sad i baren. Han fik øje på hende over skulderen på Sanne, som havde vendt sig lidt med ryggen til, for at kramme tilbage. “Jamen er det ikke nr. 47 uden dressing, som sidder der?”, sagde han og grinede. Og hun havde fundet ham ustyrlig morsom, godt hjulpet på vej af et par Strawberry daiquiris, som var skyllet lige lovlig hurtigt ned. Der skulle nok have været et glas vand imellem et sted. Han var blevet et par timer, og nu havde hun her til morgen siddet og stirret på sin mobil flere gange. Hun ville gerne svare ham, David, som han hed, på den besked, han havde sendt. Men der var noget, hun måtte gøre først.

Det fugtige skjortestof gav hende kuldegysninger, nu hvor hun sad op, og brisen kunne lykkedes med at stryge hende over ryggen. Hun hev sig helt op at stå og mærkede igen, at hun i den grad var træt og tung. Ulrich åbnede et vindue på første sal, så var han på vej op.
Hun gik op ad stien langs huset og bankede på stuedøren, da han kom til syne bag glasset.
Han smilede til hende, et stort og dejligt smil, som engang var alt, hun havde brug for. Hun håbede, at det også boede i ham selv et sted, for hun ville ikke være der til at hive det frem ret meget længere.

© Heidi Leonhard, May 2015

Post a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *