Pages Menu
Rss
Categories Menu

Posted by on sep 23, 2013 in Short stories | 0 comments

Farmor

Farmor

farmor-billedeDer hang en rislampe i loftet. En kugleformet, gammel papirskærm, som at dømme på ledningen, der forsvandt ned i den, nok havde hængt der i årtier. Skærmen var så heldig, at den fremstod lidt hvidere end ledningen, i hvert fald nu, hvor der var lys i pæren. Men så man nærmere efter, kunne det tydeligt ses, at papiret var ved at give op og kun holdt sammen, fordi ingen nogensinde støvede skærmen af. Den så ligeså skrøbelig ud, som farmors lange, grå lokker, som engang plejede at ligge arrangeret i sirlige bølger under et hårnet. Hår i hårnet, krop i korset og lår i nylonstrømper, det hele dækket pænt af nydelige kjoler, som kradsede, når man krammede hende. Bibi gad godt at vide, om det var farmoren selv, der havde bestemt, hvad hun ville iføre sig? Måske gik hun rundt i syntetiske hessianagtige kjoler, fordi hun ikke brød sig om at stryge? Måske (hvilket man godt kunne mistænke) var hun holdt op med at købe nyt tøj engang under anden verdenskrig. Måske havde hun slet ikke opdaget, at behageligt stof var til at komme i nærheden af for penge nu, og at hun i øvrigt havde meget bedre råd, end hun gik rundt og troede. Farmor gemte altid til senere, der skulle ikke ødsles i dette liv. En mønsterholdning, som virkede til at have været der i generationer og bare blev forstærket, hver gang nogen i familien havde giftet sig på ny. Men der var ingen svar at få nu, for farmoren lå under rislampen med pergamenttynd hud og var 5 år igen.

Ligenu sov Bibis farmor. Hun studerede hendes ansigt, som hun på en måde kendte godt, og som alligevel var helt fremmed. Bibi havde altid følt som barn, at farmoren var ”en dame, der kom på besøg og blev lidt for længe”. Farmoren brugte underlige ord, som dels var dialekt og dels et udtryk for en slags kejtet forhold til visse emner. Således havde hendes sønner ikke fået en røvfuld, når de skulle irettesættes, de havde fået et ”rap i møllen”. Det var derfor der blev fniset lidt, når farmor spurgte, om der lige skulle spilles et slag ”Mølle”. Men det var længe siden nu. Farmoren var 91 år gammel og kunne ikke længere gå op i hårnet, korset, etiketter og brætspil. Hun lå på en énmandsstue og vågnede op med barneøjne, filtret hår og bomuldsnatkjole uden andet end bar hud under. I det mindste så hun glad ud, hun var stadig en dame, der blev lidt for længe, en fremmed, bare en anden fremmed, men måske var hun tættere på sig selv, end hun havde været i mange år.

Bibi rejste sig fra stolen, som hun havde placeret ved farmorens seng og gik udenfor stuen, ud på gangen. Der blev hun stående og lod øjnene følge den snorlige række af neonlamper, som oplyste stedet i et gustent lys, som blev forstærket af det falmede betræk på institutionsstolene, der stod arrangeret to og to med et bord imellem, med jævne mellemrum op af gangens hvide vægge. Her og der hang tilkaldealarmer i ledninger fra loftet, og hun kom til at tænke på lejligheden, hvor farmoren boede, indtil hun flyttede til Sdr. Boulevard.

Den lille lejlighed lå tæt på Tivoli og zoologisk have, og der emmede af gamle dage, nøjsomhed og stilstand. Når hun trådte ind i trappeopgangen og lukkede døren bag sig, forsvandt nutiden og alt det, hun forbandt med den, indtil hun var kommet ind i farmorens lejlighed og ved selvsyn kunne konstatere, at gaden udenfor lignede sig selv, også igennem de gamle blyindfattede ruder. Farmoren boede på første sal hos Ploug Hansens, hvor der fra køkkenet var udsigt over en gammel have, som hun delte med sine udlejere. Den var helt lukket af en ældgammel bøgehæk, som virkede tårnhøj, når man som barn sad i gyngesofaen for enden og kiggede op mod farmorens sprossede køkkenvindue i kvisten. Der var altid fløjlsblødt græs, som var helt grønt og veltrimmet, og der duftede af roser og hyben og forgangen tid.

Ploug Hansens var et ældre ægtepar, som Bibi og hendes søster fandt umådelig spændende at besøge, når de var der. I deres stue glitrede alt af krystal, sukker og kongeligt porcelæn i høje vitrineskabe med glaslåger og i lysekroner med tusinde dingenoter i skøn forening. På gulvet lå persiske tæpper og strakte sig, så de næsten overlappede hinanden, og det knirkede og var blødt på samme tid, når strømpefødderne ramte. Der blev listet i disse stuer, alt andet virkede forkert. Der var lyde, som bare ikke hørte hjemme her, og det gjorde de meget for at efterleve. Ploug Hansens sad som oftest i deres øreklapstole, som var betrukket med fløjl og smilede stort, når de fik besøg. Det var som om tiden stod stille i disse stuer med hvælvinger og stukloft, med højglanspolerede borde med frodige blomsteranretninger på, og med så mange billeder på væggene, at tapetets mønster knapt kunne anes indimellem. Det var en skærende kontrast til farmors lavloftede lejlighed og trange forhold. Der var en særlig grund til, at Bibi og hendes søster bankede på hos Ploug Hansens, når de var hos farmor. Dels var der vitrineskabet med de mange porcelænsfigurer, som de aldrig kunne få nok af at betragte og røre forsigtigt ved, når de engang imellem fik lov at dreje nøglen og åbne lågerne til skabet. Dels elskede hun lyden og følelsen af de massive døre og snørklede håndtag, når de gik ind i entreen udefra, og allerede der kunne høre de mange ures tikken lige på den anden side. Tik, tak, tik, tak, BAM, BAM, BAM. Tiden faldt altid i slag derinde, og alt til sin tid. Men den primære grund var krystalskålen med låg, der ligesom de andre fine ting, stod anrettet på det blanke spisebord på en flacon. Under låget lå de herligste mintbolsjer med chokoladefyld, og hvis de var heldige, fik de besked på at tage et par stykker, når de nu var i gang. Besøgene var altid korte og høflige, og Bibi så aldrig Ploug Hansens udenfor deres egne stuer. Engang imellem undrede det hende, at de aldrig besøgte farmor ovenpå, men så kunne hun alligevel heller ikke se det for sig, hvordan de skulle kunne benytte et ”træk-og-slip” toilet, hvor der skulle bakkes ind, og efterfølgende vaske hænder i køkkenvasken. Det passede ikke sammen, og hun nød desuden at beholde følelsen af Alice i Eventyrland.

Nu lå farmoren så her på ”Plejen”, hvor ”træk-og-slip” igen var en del af interiøret, om end de nok nærmere var der for at forhindre, at nogen blev ”skyllet ud”, før der absolut ikke var anden vej.

Hun fjernede øjnene fra alarmsnorene og var tilbage igen. For enden af gangen stod en kaffeautomat, og hun kunne skimte sin far og hans bror, som hun altid havde kaldt onkel, derhenne. De stod med hver deres plastikbæger i hånden og nikkede på skift til det, den anden sagde. Deres kropssprog afslørede, at der her var to mænd, der først og fremmest mødtes pga. deres blodsbånd i en slags pligtopfyldende kærlighed til deres mor, men som ellers i øvrigt ikke havde mange oplevelser af nærhed med hinanden, som var forbundet med tiden efter, de var flyttet hjemmefra. Og det var efterhånden 50 år siden. Havde man ikke kunnet se på ligheden i ansigtstrækkene, at de var brødre, så havde man ikke gættet det udfra måden, de var sammen på.

Dette var den sidste dag, hun så sin farmor. Der var ikke noget forandret i hendes tilstand siden hun for 9 måneder siden var blevet indlagt her, men Bibi vidste bare, at hun ikke ville gense hende efter denne dag. Det var også den vished, der afspejledes i de to brødres samtale ved kaffeautomaten, når brudstykker af det, de sagde, blev båret hen af korridoren og kom indenfor hendes hørevidde. Når hun er væk…..Ikke vare længe……utroligt så vedholdende hun er…….Den er slået helt klik for hende. Selvom Bibi på en måde selv tænkte de samme ting, så fandt hun det upassende, at der skulle tales om den pæne dame, som blev lidt for længe, på den måde. Hvis farmoren ikke havde været 5 år igen, det havde en blodprop i hjernen og en fremskreden demens sørget for, så havde hun aldrig tilladt den ydmygelse at ligge der uden bh under natkjolen, som desuden havde små pletter af spildt mad lige under den sidste knap ved halsudskæringens stolpe. Bibi havde på en måde stærkere følelser for hende nu, end dengang hun selv var 5 år og farmoren var i stand til at svare normalt, når hun talte med hende. Dengang var farmoren fantastisk dygtig til tegning og porcelænsmaling, hun havde sågar kopieret flere klassiske motiver fra kongeligt porcelæn over på indkøbte hvide fade, så det var umuligt at se forskel på hendes kopi og den ægte vare. Det var derfor at Bibi trods alt var stolt af den fremmede dame, som ikke længere kunne svare for sig selv. Stolt af slægtskabet og af at generne havde båret igennem til Bibis fordel på de kreative områder, som hun skattede så højt og definerede sig så stærkt igennem. Pyt med at farmoren altid drev Bibis mor til vanvid ved at blande sig i madlavningen. Pyt med at farmoren aldrig fattede at citronfromagen kun var et ganske kortvarigt hit og følgende blev ved med at servere den HVER gang de var der, som et slags gult kit imellem forholdets løse sten, de sank den bare og lod stå til. Pyt med at farmoren ligenu lå på en stue og troede at Bibi hed Helge og var hendes bror, og at de lige havde pløjet en mark og sluppet hestene fri bagefter. Pyt med alt det, der havde gjort hende uret og kejtet og fremmed og kradsende. Ligenu var det sidste dag med farmor.

Bibi lindede på døren og kiggede ind på farmoren, som lå der og sov. Hun lukkede øjnene og huskede et fotografi af to piger i røde kjoler, som farmoren havde hæklet. De sad i lænestolen under hver deres farmorarm og smilede og var solbrune og Bibi kunne huske følelsen af korsettet under kjolen, når hun lænede kinden mod den. Farmor havde det nok varmt, hun sad på møllen i midten i sin brune syntetiske kjole med hårnet og nylonstrømper og gik lidt i ét med sofabetrækket, men hun smilede, som hun bedst havde lært. Lidt udenpå, men som Bibi gerne ville huske hende. Værdig, ufrivillig morsom og lidt selvhøjtidelig.

Bibi lukkede døren og gik ned til de to brødre, som drak brun kaffe og så lettede ud, da hun nærmede sig.

 

© Heidi Leonhard

 

Ingen felter fundet.