Pages Menu
Rss
Categories Menu

Posted by on sep 29, 2013 in Short stories | 0 comments

Dørklokker

Dørklokker

DoerklokkerDer var 47 trin derop, og når de alle tre gik sammen, lød det til tider som 150. Den modigste gik forrest og de andre to dannede en passende efterklang af trin, som faldt ind i rytmen og gav speditionen volume. Sandet knasede under deres flade sandaler, som knapt kunne anes i mørket. Trinnene var smalle, ujævne og beskidte, og tårnet var mørkt og lugtede af fugt blandet med lidt træ. Det var værst på vejen op fordi rejsen mod toppen virkede kulsort, når man kom udefra dagslyset. Når de lukkede den knirkende dør bag sig, var det som om, at verden udenfor forsvandt. Herinde, kun adskilt fra sollyset af en afskallet trædør med rustne hængsler, havde fantasien frit råderum, og der var ikke mange rationelle tankegange, som slap med indenfor. Med sig havde de lommelygter, store pupiller og skærpet hørelse.

Første gang de var trådt indenfor i tårnet, havde de været så spændte og overraskede over, at døren havde været ulåst, at de bare var blevet stående uden at gå videre. Den første der sagde noget var Asger, han var den mest nervøse af de tre, men ikke hvis han selv skulle sige det. Det der kom ud af munden på ham svarede sjældent til det manglende mod, som hans kropssprog generelt signalerede. Således havde han også sagt, at der ikke var noget at være bange for, han havde været der masser af gange. Når de andre forsøgte at spørge ind til, hvad der var deroppe, sagde han bare, at han ikke ville ødelægge overraskelsen, men nu kunne de jo gå forrest, når de ikke havde haft fornøjelsen før. Det var irriterende, og Lene og Magnus havde ofte spekuleret i, hvordan de kunne få ham til at falde igennem, som den kylling, han var. Indtil videre havde de dog ladet ham beholde værdigheden, mest fordi ingen af dem ønskede at undvære nogen af de andre i trekløveret, så ville deres ekspeditioner ikke være det samme. Og de havde begge en klar men uudtalt fornemmelse af, at Asger udover at være en kylling, også var meget ærekær. At han af ren og skær fornedrelse ville kunne finde på at holde sig væk fra yderligere samvær med dem, der havde plantet følelsen i ham.

Lene gik næsten altid forrest. Hendes hjerte slog ca. fire gange pr. skridt hun tog, og nogle gange kunne hun faktisk ikke høre sine skridt for den dunkende lyd i tindingerne. Lyden blev stærkere og stærkere efterhånden, som de nærmede sig øverste niveau. Trinnene snoede sig opad og opgangen blev smallere og smallere i takt med, at de kom frem. Tårnets vinduer sad så langt oppe, at de ikke kastede nævneværdigt lys ned i trappeskakten. Der var ikke noget decideret gelænder at støtte sig til, kun nogle slappe reb med knuder, som var hæftet hist og pist i tvivlsomme hængsler fra 1200 tallet. De havde været der flere gange, og alligevel blev de grebet af en næsten okkult stemning, når de påbegyndte ”Rejsen til tårnets indre”. Når solen skinnede udenfor, kunne de fornemme dagslyset fra vinduerne, når der var tolv trin tilbage. På gråvejrsdage fra syvende trin.

Der var noget, som mindede Lene om en gammel mølle, når hun trådte op på trægulvet, hvor kirkeklokken residerede. Den var indhyllet i et tåget dagslys, som om der var mel i luften, og især sås det tydeligt, når solens stråler kastede mælkehvide vifter af universel skønhed efter den. Klokken var mastodontisk. Det var sådan set kun det øverste, man kunne se af den, og så det snoreværk, som holdt den oppe, og som kunne sætte den i svingninger. Resten af klokken befandt sig på et niveau længere nede i sin ”klangkasse”, hvorfra den spredte sin lyd til hele sognet ud igennem et andet sæt tårnvinduer. Gigantiske bjælker og bolte sørgede for, at det hele blev holdt på plads, og sådan havde det været i over 750 år.

Klokken havde tusinde klange, som især blev defineret af, om der blev flaget på halvt eller helt udenfor. Hver morgen kunne man høre den monotone lyd af klokken, som skubbede solen ud af sengen, og om aftenen tilbage igen. Det var ikke noget, man lagde mærke til altid, det var der bare. Som huset i svinget, som først bliver husket den dag, det er revet ned. Men klokken betød nærmest påmindelsen om liv og en ny start for alle, uden at nogen direkte udtrykte det. Måske ville der blive kaldt til forsamling på den lokale kro, hvis den en dag ikke ringede. Landsbykirkens klokke var på mange måder byens hjerte, som sukkede og jublede i takt med menneskene, den ringede for.

Når de trådte op på de brede træplanker, som udgjorde gulvet ved klokken, så de direkte ind i klokkens top. Der var god plads til at passere den på begge sider, alligevel gik de tæt ind til væggen af frygt for at falde igennem hullet og ned i den mystiske mellemetage, hvorfra (så vidt de vidste) ingen døre førte ud fra.

Første gang de var kommet forbi klokken, var de alle tre standset op, da de overraskende fik øje på døren i endevæggen. Instinktivt havde de søgt hinandens blikke, som en slags fælles kvittering for, at de alle følte sig overrumplede over denne ubekendte størrelse. Ingen havde nævnt den grønne dør, heller ikke Asger, som altid havde svar parat (og som jo ellers havde været der før), men som bestemt så mest overrasket ud af dem alle. Efter et par minutters tøven var de blevet enige om, at der jo ikke kunne ske noget ved at gå derhen og linde lidt på døren. Lene nærmede sig, som altid først. Hun stoppede op en meter før døren og stirrede på dørhåndtaget, som hun pludselig syntes bevægede sig. Hun drejede hovedet for at måle sin egen fornemmelse i de andres udtryk, men de stod med uforandret mine og kiggede på døren. Hun gik de sidste afgørende skridt og stod nu med næsen helt op mod den grønne maling, foran en dør, som kun var ca. 10 centimeter højere end hun, hvilket ikke var meget taget i betragtning, at hun kun var 12 og netop havde rundet 160 cm. Lene ville gerne tage i håndtaget, men noget fik hende til at tøve. Hun lænede i stedet kinden mod døren for at lytte til den ukendte verden først. Imens hun stod der, kunne hun pludselig ikke forstå dørens berettigelse. De stod i et rimelig kvadratisk tårn, hvor der var en dør, som (ifølge Lenes beregninger) vendte ud mod det bare ingenting henover skibet på kirken. Måske var det den samme tanke, de andre havde fået, i hvert fald var de pludselig rørende enige om, at hun måske ikke behøvede kigge ind. Hun løftede hovedet ud fra døren igen. Hun havde ikke kunnet høre noget på den anden side, men hun var tilbøjelig til at give de andre ret. Hvis de skulle udforske døren, og det der var bag, krævede det en mental forberedelse, som ikke kunne finde sted spontant i samme rum, som fristelsen befandt sig. De aftalte derfor at vende tilbage og fortsætte, hvor de slap en anden dag.

Alle ekspeditioner lige siden havde haft til formål at få vished om, hvad der var på den anden side af døren. Tredje gang havde de taget i håndtaget, blot for at konstatere, at den var låst, og den store, nærmest angstfyldte spænding var øjeblikkeligt blevet afløst af enorm skuffelse og desperation. Tænk hvis de aldrig fandt ud af, hvad der var på den anden side!! De tre musketerer var efterfølgende gået ned i skovhulen ved siden af kirken, hvorfra de kunne kigge op på siden af tårnet, der hvor døren burde sidde. Over tid var de kommet frem til, at de kunne få vished ved at spørge graveren, som også var ham, der ringede med klokken. Mange gange havde de nærmet sig, men spørgsmålet var forblevet ustillet. Der var noget særligt over at bevare et mysterium, udover det faktum, at det ville være svært at få vished uden samtidig at afsløre, at de havde bevæget sig rundt på forbudt territorium. Og de var alle enige om at selve muligheden for ekspeditionerne var vigtigere end udfaldet af dem. Ingen havde lyst til at risikere at blive afskåret fra det.

Nu var det længe siden. Graveren og døren til tårnet var for længst skiftet ud, og det var ikke længere muligt at tage på lignende ekspeditioner derop for byens nye børn. Klokken sang stadig, og den mystiske dør var altid med i billedet, når hun lyttede til den. Ligesom der altid hang en dør et sted i tonerne uanset hvilken klokke, hun lyttede til.

© Heidi Leonhard

 

Ingen felter fundet.